Nyhed

Direktør Ib Henriksens Fonds (DIHF) rejselegater
til efteruddannelse i god ledelse

(version 1, 4. marts 2024)

 

Fonden sluttede i 2017 med at uddele en årlig forskerpris efter 32 år og i alt 33 priser til fremtrædende danske forskere. Siden oprettelsen har fonden løbende understøttet dansk forskning og en meget lang række unge danskeres uddannelse i udlandet i forbindelse med master- eller kandidatuddannelser med rejselegater. En del af disse uddannelser har været i USA i overensstemmelse med fundatsen.


Med afslutningen af uddeling af en forskerpris, har bestyrelsen drøftet, hvordan fondens formål ”at yde støtte til uddannelse og videreuddannelse hovedsagelig indenfor videnskab, industri, handel, håndværk” kunne styrkes yderligere.

Forudsætningen for en god opgaveløsning, øget produktivitet og udvikling af medarbejdere og ledere er, at de ansvarlige ledere og chefer skal være bedst mulig uddannet.


Mange ledere har efter deres første uddannelse og erfaringer samt evt. efteruddannelse brug for yderligere inspiration og udfordringer for derigennem fortsat at kunne udvikle sig til gavn for deres arbejdsplads, uanset om det er i den offentlige sektor eller i det private erhvervsliv. Inspiration og viden til god ledelse hentes blandt andet fra kursusvirksomhed ved de bedste uddannelsesinstitutioner i verden.

 
Bestyrelsen har derfor besluttet, at DIHF fra 2025 vil give fire rejselegater af hver 100.000 kr. til fire offentlige og private ledere eller chefer, som vil dygtiggøre sig til gavn for opgaveløsningen, arbejdspladsen og medarbejderne.

 

Bestyrelsen er meget taknemmelige for, at Centerledelserne fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og CBS Leadership Centre har indvilget i at oprette en priskomite, som vil finde og anbefale til bestyrelsen de årlige legatmodtagere, samt skabe rammer for uddelingen ved den årlige ledelseskonference i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.


Bestyrelsen ser frem til i de kommende år at uddele Direktør Ib Henriksen Fonds rejselegater til gavn for god ledelse i Danmark.


---ooo0ooo---



Rammer for rejselegaterne:           


DIHF indstifter fra 2025 4 rejselegater af hver 100.000 kr. til brug for gennemførelse af et ledelseskursus på et førende udenlandsk universitet.


Legaterne gives til op til 2 ledere fra det offentlige og op til 2 ledere fra det private erhvervsliv med henblik på at give vedkommende ny inspiration og nye værktøjer i deres daglige ledelses- og chefsfunktioner. Ledere fra non-profit organisationer kan komme i betragtning i forhold til begge kategorier.


Modtagerne findes primært inden for Direktør Ib Henriksens Fonds overordnede støtteområder: uddannelse, videnskab, industri, handel, håndværk.


Modtagerne, bør være to af hvert køn og fra forskellige institutioner eller virksomheder, ”i midten af deres ledelses - eller chefsliv,” og med en solid uddannelse og ledelsesmæssig erfaring, gerne suppleret med efteruddannelse hos den enkelte.

Hver modtager af priserne vil af priskomiteen blive vurderet og anbefalet til en eller flere relevante kurser på 1-2 uger på Harvard Business School, Harvard Kennedy School eller en lignende meget anerkendt udbyder af ledelsesuddannelse.


Priskomiteen består af en repræsentant fra hver af centerledelserne fra Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og CBS Leadership Centre. Komiteen fastsætter selv vurderingskriterierne i overensstemmelse med fondens fundats, og alle ansøgninger fremsendes sammen med listen over de fire udvalgte ledere til fonden.


Ansøgerne har indenfor ansøgningsfristen mulighed for at få forhåndsgodkendt, den ønskede udbyder af lederuddannelse. Legatet vil dække kursusafgiften, rejse og ophold. Uddannelse skal være gennemført i det år, hvor prisen uddeles, eller senest året efter.


Priserne uddeles normalt som en del af afslutningen af den årlige konference ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse (Aarhus i lige år og København i ulige år).


Formanden eller en repræsentant fra Direktør Ib Henriksens Fond fortæller om fonden og prisen som indledning, hvorefter et medlem af priskomiteen - normalt den årlige vært - begrunder de fire modtagere, som efterfølgende på scenen modtager lykønskning, blomster og legaterne af Fonden og priskomiteen. Der tages efterfølgende billeder af modtagere, bestyrelsesmedlemmer og priskomite til brug for hjemmesider etc. I forlængelse af uddelingen afholdes der en reception.

Ansøgningen skal som minimum indeholde en begrundelse for det ansøgte kursus, forventet tidspunkt for kurset, CV, budget for kursus, rejse og ophold mv. samt evt. anbefaling(er) fra arbejdsplads eller institution. Den sendes til lotte@ps.au.dk senest d. 22. april 2025 klokken 9.00, og ansøgerne får svar 8. maj 2025.


Priserne uddeles (normalt ved fremmøde) i forbindelse med den årlige konference i Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, som er placeret omkring 23. maj (i 2025 er det den 22. maj på Frederiksberg).


Modtagere af rejselegaterne kontaktes efterfølgende af DIHF sekretariatet med hjælp til optagelse i fondens Grant-system, så udbetaling kan finde sted.