Historie

Ib Henriksens liv

Indledning


Ib Henriksen (1921-1982) var søn af entreprenør Henrik Johan Henriksen, en af de to stiftere af en af landets største erhvervsvirksomheder, Henriksen & Kähler A/S, der fra mellemkrigstiden havde sit primære virkefelt indenfor sten-, ler- og glasindustrien, bl.a. grusgravning, teglværker, gasbeton, klinker og rockwool.


Ib Henriksen havde en noget omflakkende ungdom, efter at han i besættelsesåret 1940 var blevet student i Haslev. Som aktiv sabotør deltog han i nogle af organisationen BOPAs mest sagnomspundne aktioner, men måtte i eftersommeren 1944 flygte til Sverige, efter at have været på nippet til at blive offer for en stikker. Efter befrielsen læste han på Handelshøjskolen og i USA, kom ind i Henriksen & Kählers bestyrelse, men drev også egne virksomheder.


Henriksen & Kähler blev i 60’erne splittet op i de efterhånden endnu større og endnu eksisterende koncerner, HH Industries og Rockwool International.


Efter ovennævnte deling af Henriksen & Kähler blev Ib Henriksen fra 1964 eneejer af Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, den største arbejdsplads der nogensinde har været på Bornholm. Ib Henriksen afhændede i 1978 fabrikkerne på Bornholm til amtskommunen, og ved sin død testamenterede han sin formue til Ib Henriksens fond.


Springvandet foran byens tidligere rådhus symboliserer vandbæreren. Soklen er dekoreret med søheste og kummen med vandspyende frøer og andre fabeldyr. Springvandet er udført af Breignø og skænket af entreprenør H.J.Henriksen.

Faderen


Ib Henriksens far stammede fra Kullerup på Østfyn. Henrik Johan Henriksen (1875-1933) blev udlært som murer, og allerede da han var midt i 20’erne etablerede han sig som murermester i Nyborg. Men i 1901 tog han springet over Storebælt, tog borgerskab i Korsør og gik i kompagniskab med tømrermester H. Andersen. Det skete lidt ydmygt i Baggade, men meget hurtigt voksede Henriksen fra den og blev en af provinsbyens kendteste borgere, med virkefelt over hele landet.


Som selvstændig entreprenør medvirkede han bl.a. ved udbygningen af Esbjerg Havn, etableringen af Kammerslusen ved Ribe og kloakeringen af Espergærde. På hjemmefronten byggede han bl.a. Korsør banegård, en række store ejendomme på Suhrsvej, der endnu står, og vandtårnet i Halsskov. Han forærede Korsør springvandet ”Vandbærersken” med søheste, frøer og fabeldyr, der står foran det gamle rådhus, og i en periode sad han i byrådet, valgt af Det Konservative Folkeparti.


Henriksen & Kähler


Men mest varig betydning fik det kompagni som Henrik Johan Henriksen på grundlovsdagen i 1909 stiftede sammen med teglværksejer Waldemar Kähler under navnet ”Singelsforretningen Omø”. Singel er et gammelt dansk ord for et bælte eller en vold af (rulle)sten langs en strand, og navnet blev valgt fordi man på sydspidsen af Omø i Storebælt gravede efter store rullesten, som efter behandling blev brugt ved udvidelsen af Kielerkanalen. Men i praksis sluttede graveriet på Omø allerede i 1910 og blev afløst af større graveri inde i landet, både ved Korsør og Nyborg, hvorfor firmaet i 1914 naturligt skiftede navn til ”Korsør Stenforretning”.


Samme år købte man Løsning Skærvefabrik ved Horsens, året efter den første grusgrav i Mogenstrup ved Næstved, og så gik det over stok og sten med hvad man kan kalde en blandet landhandel. Firmaet ejede foruden grusgrave og skærvefabrikker bl.a. brunkulslejer, kalkstensfabrikker, en fiskenetsfabrik og såmænd også et gasmålerfirma. Specielt brunkul tjente man en større formue på under 1. verdenskrig, og i modsætning til mange andre satte man ikke i årene lige efter krigen pengene til ved spekulation. I 1927 købte man Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik på Bornholm, som skal få en særlig stilling i denne historie.


H.J. Henriksen og Valdemar Kähler

Familien


Henrik Johan Henriksen giftede sig med Marie Camilla Margrethe Kongshaug (1881-1968), der stammede fra Herning. De fik fire børn, Ruth i 1907, Ulf Finn i 1910, Annelise i 1915 og Ib i 1921, alle født i Korsør. Men efternøleren Ib fik ingen tilknytning til fødebyen, for allerede i 1923 flyttede familien til en villa på Platanvej 6-8 på Frederiksberg, stor nok til at firmaet Henriksen & Kähler kunne ledes herfra. Kontorerne lå først i underetagen, siden i en tilbygning i haven. Henrik Johan Henriksen var nemlig blevet seniorchef ved Waldemar Kählers død i 1918 og han ledede firmaet - altid kun efter mundtlige aftaler - lige til sin pludselige død i 1933. Først derefter blev ”stenforretningen” officielt stiftet  som I/S Henriksen & Kähler, nu med teglværksejerens søn Gustav Kähler som seniorchef.


Rockwool


Det var Ib Henriksens storebror Finns fortjeneste, at man fik rockwool på programmet. Han tog som nyuddannet teknikumingeniør i 1935 til USA og købte for 5000 dollar ”patentet på rockwool”. I praksis var det produktionsrettighederne for Skandinavien og Tyskland, og selv om 5000 dollar var en del mere dengang, så var det nok Henriksen & Kählers bedste handel nogensinde. Produktionen af rockwool startede i 1937 i Hedehusene, kort efter også i Sverige og Norge, mens man måtte vente til efter krigen før man også kunne udnytte rettighederne i Tyskland. Finn Henriksen kom også hjem fra USA med idéen til dybfrysning, hvor man startede med et frysehus i Hedehusene på 900 tons, og fra 1940 indgik han som direktør i firmaledelsen.


Ib Henriksens ungdom


Ib Henriksen mistede sin far som 12-årig, men voksede ellers op i et velstående borgerhjem med stuepiger, gartner og chauffør. I slutningen af 30’erne blev han sendt til Haslev gymnasium, der dengang var en kostskole, hvorfra han blev student i 1940. Det samme blev den senere tandlæge Per Emil Winkler Christensen (1922-2010), som han knyttede et livslangt nært venskab med. I første omgang delte de to som unge studerende et loftsværelse i København. Ib gik på Handelshøjskolen, Per på Tandlægehøjskolen, og midt under besættelsen kom de med i noget bladarbejde i ”Studenternes Efterretningstjeneste”, hvilket dog ikke kunne opfylde deres trang til modstand.


”Vi ville gerne være med i noget mere aktivt, men de folk, vi desværre mødte, var store i munden, men lette at skræmme, så der kom ikke meget ud af vores anstrengelser”, som det hedder i en håndskrevet beretning, som findes i Per Winklers efterladte papirer.


BOPA


Gennembruddet sørgede Ibs storebror Finn Henriksen for. Han var nemlig ven med Flemming Bergsøe, der holdt en slags hof på Gammel Kongevej og var en mand med mange forbindelser. Ifølge en bog Bergsøe skrev straks efter befrielsen skaffede han de ”to små blonde fyre i 20-års alderen” optagelse i BOPA, den største og mest aktive sabotørorganisation under krigen.


I følge Bergsøes beretning tog Finn initiativet, fordi han var nervøs over at hans lillebror var medlem af en uorganiseret gruppe. I stedet kom Ib og Per så til at deltage aktivt i nogle af besættelsestidens største sabotager! Dog først efter ved en spejderhytte i Gribskov at have lært om sprængstoffer, tændsatser, våben - og det vigtigste: At holde lav profil og at holde mund.


Ib og Per var med i den del af BOPA der lededes af Erik Saxtorph med dæknavnet Jørgen Bøgh, men deres nærmeste leder var Henning Elbrus, med dæknavnet Mogens Thagaard, der blev dræbt i ildkamp med Gestapo i Hvidovre i oktober 1944. Da sad de to unge i Sverige, efter et halvår fyldt med sabotager. Det startede med Skandinavisk Motor Compagni i Lundtoftegade på Nørrebro - den første egentlige industrisabotage - og det sluttede i juni med dobbeltangrebet på fabrikkerne Ambi og Nordwerk i Ryesgade på Østerbro, det nærmeste vi under besættelsen kom et egentlig partisanangreb. Under det blev Per Winkler i øvrigt såret i armen.


Barndomshjem : Ib Henriksens barndomshjem på Platanvej 6-8 på Frederiksberg, hvor hans mor boede til sin død i 1968. Platanvej var i Ib Henriksens barndom en rolig villavej, men i 70’erne blev de fleste villaer erstattet af store etageejendomme. Fotoet er fra slutningen af 1800-tallet, med den daværende ejerfamilie stillet op, og tilhører billedarkivet ved Københavns Bymuseum.

En stikker


10. august 1944 blev Finn Henriksen opsøgt i sin mors hus på Platanvej af en mand, der påstod han var tidligere fange hos tyskerne og at han havde en hilsen til Ib Henriksen. Uforsigtigt arrangerede Finn et møde med Ib senere på dagen, men da hilsenerne viste sig at være temmelig ligegyldige, lugtede denne lunten. Og næste morgen kom tyskerne da også både til Platanvej og til Finns egen lejlighed på Grundtvigsvej.


Storebror Finn blev anholdt, men slap mirakuløst væk, da Gestapofolkene i Pile Allé kørte ind i noget ballade de mente at måtte blande sig i. Finn løb ind på Frederiksberg kirkegård og gemte sig nogle timer i kirkens sakristi, inden han via to dækadresser blev hjulpet videre til Sverige. Hertil ankom også Ib og Per; de var, ifølge Per Winklers korte beretning, blevet beordret øst på, efter to gange med nød og næppe at være undsluppet tysk arrestation.


Sverige


I landflygtigheden skiltes Ibs og Pers veje for en tid. Per gik i den sidste krigsvinter ind i den danske brigade, mens Ib valgte at fælde træer i Nordsverige. Ifølge Pers søn Finn Winkler var det Ibs natur imod at være under så striks kommando som i brigaden. Storebror Finn blev i Stockholm inddraget i intern rivalisering indenfor den danske modstandsbevægelse, som endte med at han og tre andre blev forvist til diverse svenske provinsbyer. Man tog dog det hensyn at sende Finn Henriksen netop til Skövde - hvor Henriksen & Kähler ”tilfældigvis” havde Skandinaviens største rockwool-fabrik.

USA


Efter befrielsen genoptog Ib Henriksen sine studier på Handelshøjskolen i København, men snart rejste han på videreuddannelse i USA, ligesom i sin tid storebror Finn - og sikkert også inspireret eller ligefrem tilskyndet af denne. Ib var begejstret for hvad han så, og var resten af sit liv en stor beundrer af USA og af amerikansk erhvervsliv. Derudover priste han - som mange i sin generation - USA for dets indsats i to verdenskrige, hvor de under store ofre havde sikret også Europas frihed og demokrati.


Mens Ib var i USA måtte hans storebror Finn i 1948 trække sig ud af ledelsen af Henriksen & Kähler, fordi han havde startet egen virksomhed, der byggede rockwoolfabrikker. Det foregik ganske vist udenfor Skandinavien og Tyskland, men han kom alligevel i en konfliktsituation med det danske firmas eksportinteresser. Året efter døde Finn Henriksen kun 39 år gammel.


Ib Henriksen ved afståelsen. Ib Henriksen taler til medarbejderne ved afståelsen af Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik 20. juni 1978.

Foto tilhører Bornholms Museum.

Forretningsmanden


Derefter indtrådte Ib Henriksen i bestyrelsen for den fædrene virksomhed, men udover at han i en kortere periode var ansat på en af konsortiets mange virksomheder, Nymølle Betonvarefabrik, så deltog han ikke i den daglige drift. Til gengæld startede han, ligesom sin afdøde bror, egen virksomhed. Han handlede med bl.a. smykker og værdipapirer, og kom efterhånden til at eje en del ejendomme. Deriblandt den store ejendom lige nord for Oslo Plads i København, hvor han også havde sine kontorer.


Ifølge Finn Winkler, der som dreng og ung oplevede farens nære ven på nært hold, var Ib Henriksen en ældre elegant herre, der dagligt indtog sin frokost alene i hotel d’Angleterres restaurant, og som selvfølgelig altid kørte i en stor amerikanerbil.   


Delingen af Henriksen & Kähler


I 1958 døde konsortiets seniorchef Gustav Kähler efter flere års sygdom. Sønnen Claus Kähler blev ny daglig leder og efter at man en tid havde drøftet en deling af forretningsområderne - så Henriksen-familien stod for en halvdel, Kähler for den anden, men under to bestyrelser hvor begge familier var repræsenteret - så endte det i 1961 med en fuldstændig deling. Kähler-familien lavede en delingsplan, hvorefter Henriksen-familien fik lov at vælge hvilken halvdel de ville føre videre.


Det blev grusgravene, skærvefabrikkerne, gasbetonindustrien og produktionen af chamottesten på Bornholm, mens Kähler primært overtog rockwool og produktionen af betonvarer. Et par år efter valgte Henriksen-familien også at dele internt, og dermed blev Ib Henriksen i 1964 eneejer af Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik.



Hasle Klinker


Den store bornholmske virksomhed blev som tidligere nævnt i 1927 overtaget og rekonstrueret af Henriksen & Kähler, efter at have været i krise nogle år, men den havde i øvrigt rødder helt tilbage til 1843, da 27 gode Hasle-borgere stiftede ”Hasle Kulværks Interessentskab”. Formålet var da at få professionaliseret forsøgene helt tilbage fra 1600-tallet på at udnytte kulforekomsterne i strandområderne mellem Rønne og Hasle, men det blev aldrig nogen succes.


Hasle Kulværk fandt i stedet sammen med naboerne i ”Sorthat Kul- og Teglværk” på at udnytte den ler, der kom op som biprodukt til kulbrydningen, først til mur- og tagsten samt drænrør, siden ved at koncentrere sig om produktion af fine og hårde klinker. Deraf det fælles navn fra 1889: Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Virksomheden overtog i 1913 det store Rabekkeværk ved Rønne, der arbejdede med karolin (ildfast ler), og efter Henriksen & Kählers overtagelse startede man også produktionen af bl.a. glaserede rør (til kloakering) og glaserede syltetøjskrukker. Hasle Klinker havde sin storhedstid i 50’erne, hvor man med 1200 ansatte var den største virksomhed, der nogensinde har været på Bornholm.


(Hovedbanegården): De klassiske Hasle klinker findes bl.a. på facaden af Radiohuset på Rosenørns Allé og som perronsten på Københavns hovedbanegård, hvor folk nu har trampet på dem i over 100 år.

Skibet Camilla Henriksen: Fragtskibet, som Ib Henriksen i 1969 opkaldte efter sin nyligt afdøde mor, på vej til sin faste anløbsplads i Københavns havn, med Tøjhusmuseet og Christiansborg i baggrunden. Foto tilhører Bornholms Museum.

Ib Henriksen på Bornholm


I juni 1964, kort efter Ib Henriksens overtagelse, besøgte Frederik IX, dronning Ingrid og deres tre døtre Rabekkeværket. Som gave fik kongefamilien et par glaserede foderskåle til høns og kaniner. Men vel hjemme på Gråsten Slot fandt dronningen på at bruge dem som askebægre, sendte derefter bud efter flere og fik dannet en hel mode! Foderskålene gik deres sejrsgang som dekorative askebægre, saltkar og frugtskåle, og siden fik man også lavet bl.a. et paraplystativ af to standardrør i glaseret stentøj.


Disse kuriositeter kunne dog ikke dække over, at udviklingen gik Hasle Klinker imod. Rør i beton og plastik udkonkurrerede de keramiske, der var efterhånden ikke marked for de ildfaste sten i så stort antal, og klinkeproduktionen led under hård udenlandsk konkurrence. Ib Henriksen havde en tid succes med at satse på den nye amerikanske byggeblok ”Spectra Glaze”, som han i 1967 erhvervede produktions- og salgsrettighederne for Skandinavien til. Byggeblokken bestod af gasbeton med glaseret overflade af polyester i forskellige farver, og indgik som ydermure og skillevægge i nyt byggeri. Til denne nye produktion købtes det sjællandske teglværk Sandbyværket, hvor der også blev centrallager.




Virksomheden led lidt under sin perifere placering ude i Østersøen. Også for at rette op på det købte Ib Henriksen i 1969 Det Østbornholmske Dampskibsselskabs paketbåd ”Nordbornholm” og omdøbte den til ”Camilla Henriksen” til minde om sin året før afdøde mor. En del københavnere erindrer nok endnu skibet med stort ”Hasle Klinker” på siden, der i 70’erne havde fast havneplads i hovedstaden lige ved Langebro, der hvor siden bl.a. færgen Sjælland skulle nyde sit otium.

Afståelsen


I 1978 valgte Ib Henriksen at sælge Hasle Klinker til Bornholms amt for 32 mio. kr. Foruden fabrikkerne og varelagrene fik amtet derved også 819 tønder land syd for Hasle med store naturmæssige værdier. Amtet gik  ind i den usædvanlige handel, for at sikre arbejdspladserne, og selve virksomheden blev omdannet til en selvejende institution. Men allerede i 1980 måtte man sælge videre til Ålborg Portland - en del af F. L. Schmidt-gruppen - og i slutningen af 90’erne blev de fleste af Hasle Klinkers aktiviteter efterhånden nedlagt. Under navnet ”Hasle Refractories” produceres der dog stadig specielle ildfaste sten og mørtel, men kun med importerede råstoffer. De fleste fabriksbygninger er i begyndelsen af det nye århundrede jævnet med jorden og naturen har igen helt overtaget.



Arven


Ib Henriksen døde i 1982  kun 61 år gammel. Da han var uden livsarvinger testamenterede han de fleste af sine midler til den fond der har fået hans navn, herunder en landejendom, han havde i Sydfrankrig. Et sommerhus ved vestkysten gav Ib Henriksen dog til en søn af en gammel bogholder helt fra hans fars tid.